Lars Bukdahl on Llambías X Wazzabi

Lars Bukdahl writes on his blog about Monte Lema:

“Jeg havde ikke plads i min anmeldelse af Pablo Llambías’ sonetsamling Monte Lema i WA i dag til at skrive om den (for let forhøjet pris) medfølgende cd, som jeg ellers gerne ville sige noget godt om, fordi cd-formatering for en gangs skyld gør en markant og positiv forskel: Llambías og den versatile duo Wazzabi giver hver sonet sin egen stemme og musik/lyd som en yderligere (og i mine øjne nødvendig) formalisering og forklædning/forvrængning af dagbogsstoffet, der til forskel fra sonetformens faste gitter hele tiden changerer, mellem, hvad Pablo-stemmen angår, først og fremmest (forskellige former for) mørk recitation og lys sang (ligesom Llambás’ 10 år gamle, excentriske liv-numre med breve til rejsebureau og kommune, som også blev både reciteret og sunget), med flere fine og sjove undtagelser, 1 sonet læses som Lars Skinnebach med skingert tryk på sidsteordet, 1 anden skriges punk-agtigt (“Hele min krop skriger efter nærkontakt” selvfølgelig); på en kuriøs måde får mange af de privat-sonetter, jeg i anmeldelsen stempler som kedelige, (ej uhumoristisk) liv og karakter (der er så også væsentlig færre sonetter på cd’en som sådan, det betyder også noget!), især er de sungne teksters – hvad skal man kalde det? – arie-isering (i kontrast-spillet med recitationerne) højst effektiv; ud i en en slags sørgmunter hyper-inderlighed.”

http://bukdahl.blogspot.com/2011/10/sonetsoundtrack.html – October 14, 2011

Comments are closed.